Søndag eftermiddag fik Avarta ét point med hjem fra udekampen mod AB.
Forårssæsonens anden turneringskamp endte – ligesom den første – med et uafgjort resultat. Avarta var søndag taget til Gladsaxe, hvor hjemmeholdet tog imod ”De Grønne i 2. divisions gruppe 2, og matchen endte 1-1.
Efter 30 minutter bragte Yonas Nielsen hjemmeholdet foran 1-0, inden Avarta-angriberen Oliver Carrara sendte bolden ind - efter oplæg fra Christian Offenberg - til slutresultatet efter 76 minutter. Carrara har dermed scoret i begge forårskampe.
”Vi spiller en halvskidt første halvleg, hvor vi er på bagkant af det hele. Vi skaber nærmest intet. AB scorer et flot mål, hvor vores keeper er uden chance for at redde bolden,” siger Avarta-cheftræner Thomas Westh Hansen.
”I pausen beslutter vi at gå markant højere op og presse AB. Det lykkes vi med rigtig godt og flot. Vi aftaler også at holde vores positioner mere, når vi har bolden, fordi vi ofte bliver fanget i ubalance ved boldtab, og samtidig har vi svært ved at spille os ud af ABs pres i første halvleg. Jeg synes, det er klasse, og et tegn på god moral og vindermentalitet, at flere af spillerne i pausen selv rækker fingeren op og spørger, om det ikke er muligt at gå markant højere i pres."
Nøglekamp mod Skovshoved
Avarta kunne dermed tage hjem til Rødovre med ét point i bagagen. Westh Hansens tropper er fortsat på 10. pladsen i tabellen, mens AB stadig indtager tredjepladsen. Avarta har fem point op til sjettepladsen, der giver adgang til oprykningsspillet senere på foråret.
”Vi får et point mod AB, der bestemt kommer til at spille med helt i toppen af oprykningspillet," siger Thomas Westh Hansen.
"Vi er tilfredse og glæder os allerede til næste uges svære kamp mod Skovshoved, der bliver en meget vigtig kamp, hvis vi skal bevare håbet om at komme i top 6. Skovshoved spillede i går 1-1 mod Middelfart, og de spillede rigtig godt,” siger Thomas Westh Hansen.
Kampen mod Skovshoved spilles på søndag den 24. marts på Espelunden Stadion. Skovshoved har fem point færre end Avarta. Kampstart er kl. 13.
Besøg siden den: 09-07-2013
Total: 1028170
Dagligt: 260
1 online