Klokken 07.15 stævnede bussen ud fra parkeringspladsen på Korsdalsvej, da der skulle jagtes tre nye point i det jyske.
Modstanderen i dag var Holstebro, som sejrede med 0-3 i vores seneste indbyrdes opgør, og hvis hjemmebane, Krøyer Park, lørdag eftermiddag bød på både regnvejr samt de sidste rester af weekendens efterårsstorm.
Det fik ikke uventet også indflydelse på banens beskaffenhed, hvor underlaget blev mere og mere knoldet og oprevet, jo længere vi kom ind i opgøret, men hvor der heldigvis også blev indbudt til ganske hæderligt fodboldspil i første halvleg.
Begge hold lod indledningsvist til at ville fremad på banen, og efter det første kvarter hvor både vi og hjemmeholdet fik forsøgt os mod mål, begyndte drengene i grønt så småt at sætte sig på opgøret. Efter 25 minutter fik Mikkel Eslund sendt er særdeles kvalificeret forsøg af sted mod mål, men skuddet sneg sig akkurat forbi den fjerneste stolpe. Fem minutter senere var det så Marco Balck, der stod bag dagens Avarta-scoring, da hans følte indlæg fandt Lasse Fosgaard inde i feltet, hvorefter ’Fos’ med en veltimet inderside for en stund bragte os op på 3.divisions førsteplads.
Resten af halvlegen kom Holstebro bedre med, men ethvert hvidklædt skud- og hovedstødsforsøg blev afværget af Thomas Galls gode indgreb mellem stængerne, og derfor kunne vi gå til pause foran 0-1.
I anden halvleg handlede det først og fremmest om at fortsætte de gode takter, være tro mod taktikken og turde sætte sig fysisk på opgøret. Den stadigt mere medtagede bane gjorde det svært at spille poleret pasningsspil eller sågar bare holde sig på benene, og derfor tyede begge mandskaber til lange, høje bolde, som for Holstebros vedkommende var ved at give pote efter en times spil, men endnu engang fik Gall viftet bolden ud af farezonen.
Med et lille kvarter igen straffede hjemmeholdet os dog på en ærgerlig opspilsfejl, hvor de på den efterfølgende omstilling kunne sende en flad på bold tværs af feltet, hvor Noah Iversen nærmest gled bolden det sidste stykke over stregen.
Udligningen fik os kun til at presse yderligere på i forsøget på at hive sejren med hjem til Rødovre. Men hverken i luften eller på jorden havde vi de sidste marginaler med os, og vi må derfor tage til takke med et enkelt point på en ellers svær udebane – og derudover kan vi stolt konkludere, at vi stadig ikke tabt i Jylland i denne sæson.
Næste gang, drengene skal i aktion, er søndag den 29. oktober, når vi hjemme tager imod Vanløse IF i seneste udgave af slaget om Damhussøen.
Besøg siden den: 09-07-2013
Total: 1002461
Dagligt: 263
1 online