Jo tak - kampen i Ishøj blev en intens omgang med ekstra tænding på, særligt i anden halvleg og efter slutfløjtet.
De første 45 minutter var en jævnbyrdig affære, hvor Ishøj dog kunne have bragt sig foran, hvis ikke det havde været for en superredning af keeper Thomas Gall. Med den ene hånd på, fik han stærkt afværget et drøn af et skud fra hjemmeholdet.
Ishøjs keeper stod det meste af kampen langt udenfor feltet, og det tomme mål nærmest skreg på et langskud fra de grønne. I stedet blev det Ishøj, der kort efter pausen udnyttede loopmuligheden og fik sat bolden køligt ind bag Thomas Gall.
Et par udskiftninger skabte mere dynamik, men det var svært at få bolden helt frem til reelle chancer.
Momentum kom med ca 20 minutter igen, hvor Fos blev hevet ned i et godt fremløb, og Ishøj indkasserede deres første røde kort. Drengene fik mere blod på tanden og få minutter senere bragte Dino balance i regnskabet med et af hans vanligt seje mål.
Da Berg ville hente bolden hurtigt ud af netmaskerne, mistede Ishøjs keeper fatningen og indkasserede gult, kort efter kastede han bolden efter dommeren, og så fløj det andet gule op af lommen, og han måtte også sendes i bad før tid.
De 11 minutters overtid blev ét stort stormløb mod Ishøjs nye mand mellem stængerne. Et skud på overligger og i sidenettet var det tætteste vi kom på en føring, og kampen endte med en pointdeling.
Efter kampen måtte dommeren atter have det røde kort op af lommen.
Bajram og Ishøjs Kutlu røg i clinch og flere kontrollører måtte til for at skabe ro i flokken af spillere, trænere og fans.
Besøg siden den: 09-07-2013
Total: 1002455
Dagligt: 263
2 online