Velkommen til Philip Buck

Philip Buck er en 20-årig spiller med en spændende baggrund og masser af udviklingspotentiale. Han kommer til klubben fra FA2000, hvor han har fået værdifuld erfaring på seniorniveau og arbejdet videre med sit spil. Inden da var han en del af HIK’s U19-hold, hvor han udviklede sig i et stærkt ungdomsmiljø med høje krav til både tempo og kvalitet.
Hvorfor valgte du at skiftes til Avarta?
Jeg har hørt rigtig godt om klubben, både i forhold til miljøet omkring holdet og den måde, man arbejder på. Klubbens ambitioner er nogle, jeg kan se mig selv i, og de matcher mine egne mål og den retning, jeg gerne vil udvikle mig i.
Hvad er dit indtryk af opstarten?
Jeg har fået et meget godt indtryk. Der er en gruppe gode og flinke drenge, som har taget rigtig godt imod mig. Trænerteamet er imødekommende og har klare ambitioner for, hvad der skal ske, og hvilken retning holdet skal bevæge sig i. Der er generelt en stærk fokus på, at vi skal ud og spille os til oprykning.
Hvad er dine forventninger til sæsonen?
Der er klare forventninger om, at vi spiller for at rykke op i 3. division. Drengene har gjort et kæmpe stykke arbejde i første halvsæson, og nu handler det om at levere i den sidste del og køre det helt i hus, så det hedder 3. division i næste sæson.
Hvad er dine forventninger til dig selv – hvad kommer tilskuerne til at se fra din side?
En forsvarsspiller, der tager ansvar og viser lederskab. En spiller, der er god på kuglen og tryg i spillet. En spiller, der giver sig 100 % for holdet og for klubben – hver eneste gang.


Skriv en kommentar