Der var noget at bevise for BK Avarta, da turen gik til Holstebro, hvor førerholdet i 3. division ventede. To sejre var blevet afløst af to nederlag i de seneste to kampe, hvor det ydermere ikke var lykkedes at finde vejen til netmaskerne, så det kunne efter alt at dømme blive en definerende kamp – på godt eller ondt – for holdets sæsonstart.

På det jyske græstæppe var det værterne, som startede bedst og lukrerede på hurtige omstillinger, når presspillet fik stresset Avarta-spillerne. Efter 20 minutters spil formåede Holstebro sågar også at få bolden i mål, men der blev efterfølgende vinket for offside. Herefter begyndte Janik Galls mandskab – eftersom Benny Gall fortsat befandt sig på tilskuerpladserne efter at have modtaget et rødt kort i nederlaget til Næsby – at afvikle opgøret på deres præmisser, og selvom det for alvor aldrig blev farligt mod Holstebro-målet inden pausen, gik holdet i omklædningsrummet efter de første 45 minutter med et forstærket tro på, at mulighederne nok skulle komme.

Derfor blev det også en kamp med Avarta som spilstyrende aktør, da holdene vendte tilbage til plænen. Stille og roligt fik de grønne etableret sig mere og mere på hjemmeholdets banehalvdel, og uanset hvor mange gange man får trænet de faste relationer og spilmønstre på den sidste tredjedel, er det nogle gange de mere uventede aktioner, som afgør fodboldkampe. Så da vi rundede de 60 minutter på stadionuret, befandt Nicklas Busk Andreasen sig pludselig helt ude ved sidelinjen dybt nede på Holstebros halvdel, hvor han kvitterede med først at sætte sin direkte mand for herefter at servere et svævende indlæg mod bagerste stolpe. Her dukkede Philip Nielsen helt fri op og kunne følt dirigere sit hovedstød ind over en sprællende Holstebro-keeper til en forløsende 0-1-føring.

»Jeg tror ikke, jeg har scoret, siden vi var i Herlev for to år siden, så det er jo altid høj klasse – ligesom det også er høj klasse at kunne slide sådan en arbejdssejr hjem, når man er langt væk hjemmefra. Jeg synes egentlig, vi har rigtig mange gode perioder, og vi er også det bedst spillende hold og dem, der kommer med mest, også selvom vi ikke nødvendigvis har lige så store chancer, som de har. Generelt set giver det også et godt rygstød, nu hvor vi går ind i en uge med pokalkamp, for det er jo sejre i denne her slags kampe, som man – set udefra – måske ikke skal vinde, der giver mest selvtillid,« lød det fra dagens målscorer.

Ikke overraskende blev kampen mere og mere hektisk, jo tættere vi kom på slutfløjtet, hvor Holstebro pressede særdeles hårdt på for den udlignende scoring. Det gjorde dem omvendt også særligt sårbare i bagerste kæde, hvor Hakim Sighaoui blandt andet sendte en fri skudmulighed på kanten af feltet snert forbi den ene stolpe, mens Jonas Flagstad Jørgensen og Marco Vinterberg begge blev sendt af sted i dybe løb mod Holstebro-målet. Det var dog hjemmeholdet, der kom tættest på, men for tredje gang i denne sæson – fjerde hvis vi inkluderer pokalsejren over FC Gladsaxe – går vi fra banen uden at lukke mål ind. I Thomas Gall Kianis karantænefravær var det derfor Melvin Yndeheim, som agerede sidste skanse, og Avartas #16 var efterfølgende meget glad for sin egen præstation:

»Jeg synes, det er en meget solid defensiv indsats fra holdet i dag. Vi står rigtig kompakt og formår at få dem lukket meget godt ned, og som målmand er det altid meget rart. Der var måske nogle enkelte situationer, hvor jeg godt kunne føle, at jeg mangler den sidste smule kampskarphed, men jeg synes egentlig, at jeg får løst det meget godt – og så kan det jo ikke rigtig blive bedre end med et clean sheet, hvilket selvfølgelig også giver endnu mere blod på tanden.«

Allerede tirsdag den 3. september skal drengene i aktion igen. Denne gang går det løs i anden runde af pokalturneringen, når vi gæster Hørsholm-Usserød IK på udebane.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Få vores nyhedsbrev sparket direkte i din indbakke ⚽


2 svar til “Arbejdssejr i Holstebro”

  1. Christoph Bastrup Avatar
    Christoph Bastrup

    Sådan Phillip

    Like

  2. Smal sejr sikrer pokalavancement – BK Avarta Avatar

    […] Det var dog to af de mere rutinerede Avarta-kræfter, der sammen med Jonas Flagstad Jørgensen stod for aftenens første scoring. Den faldt efter 12 minutter, hvor Jørgensens lange indkast blev forlænget af Nicklas Busk Andreasen inde i feltet, hvorefter bolden faldt ned for fødderne af Marco Balck, som uden de helt store problemer kunne sparke os foran med 0-1. Det var i øvrigt anden kamp i træk, at Busk Andreasen noterede sig for en assist, efter han også stod for oplægget til det enlige mål i weekendens opgør mod Holstebro. […]

    Like

Skriv en kommentar

Få vores nyhedsbrev sparket direkte i din indbakke ⚽

Forsæt læsning