
Ferdinand Erritzøe forstærker midtbanen
BK Avarta har til den kommende sæson indgået en aftale med Ferdinand Erritzøe.
Ferdinand kommer til BK Avarta fra Roskilde Boldklub, men har også spillet ungdomsfodbold i Brøndby IF, Lyngby BK, AC Amager Academy og FC Helsingør, og han har netop taget skridtet op som seniorspiller. Overgangen har dog kun givet den 18-årige midtbanespiller nye, sunde udfordringer, som forhåbentlig kan være med til at løfte niveauet hos både ham og hans nye klub.
»Jeg har været meget positivt overrasket over min første tid i Avarta: Der er et virkelig stærkt sammenhold i klubben og niveauet er rigtig godt. Der er selvfølgelig nogle ting, der er anderledes fra at spille ungdomsfodbold; det er mere intensiv og fysisk bold, hvor man går lidt hårdere til den i tacklingerne, men for mig er det god læring. Derfor håber jeg også på at kunne få spillet en masse, udvikle mig og hjælpe holdet – og hvis vi kan krone al arbejdet med en masse sejre og få så god en placering som muligt i 3. division, ville det jo være helt perfekt,« lyder det fra Ferdinand Erritzøe, som kan få sin officielle Avarta-debut, hvis han kommer på banen i morgendagens pokalkamp mod FC Gladsaxe.

