
Balck tager et år mere
Marco Balck er klar på at tage endnu en tørn i grønt, hvilket ikke krævede særlig mange overvejelser fra hovedpersonen selv.
»Efter et udfordrende personligt halvår for mig, har det været en no-brainer at forlænge med Avarta. Klubben har været mit hjem de seneste seks år, og jeg har et specielt forhold til klubben og de mennesker i og omkring klubben, som lever og ånder for Avarta. I vores første sæson tilbage i divisionerne, formåede vi fuldt fortjent at ende i top 6, hvilket også skal være vores mål for næste sæson, hvor vi skal bide os endnu mere fast, og spille med om de sjove pladser om oprykning til 2. division. Vi har et fuldkommen genialt omklædningsrum, hvor der sidder en række dygtige fodboldspillere, som jeg er 100% sikker på kan være med til at løfte os til det næste niveau. Så I skal glæde jer til den kommende sæson, hvor jeg lover jer, at vi vil være helt oppe i toppen!« siger Marco om fremtidsudsigterne.
For cheftræner Benny Gall er der også stor glæde at spore over at have Marco til rådighed i den kommende sæson.
»Selvom Marco har haft en det personlige ting at slås med, har han bare vist os alle, at han brænder for klubben og holdet – og så har han en vindermentalitet og en lederevne som er meget vigtig for hele truppen.«
Marco og resten af holdet træder ind på Tømrermester Jim Jensens Park for sidste gang i denne sæson på søndag klokken 13.00 til et opgør mod allerede oprykkede BK Frem.


Skriv en kommentar