Avarta-FC København 1-2 (1-1)
1-0 Mads Walter (’5)
1-1 Viktor Fischer (’41)
1-2 Viktor Fischer (’61)
Tilskuere: 300
En historisk aften for Avarta, der onsdag eftermiddag trådte ind på grønsværen i Parken for at møde FC København i Sydbank Pokalens 3. runde.
Avarta nævnt først, da kampen oprindeligt skulle være afviklet på Tømrermester Jim Jensens Park, men på grund af manglende lysanlæg blev kampen flyttet til Parken. Og ja, Avarta fik på den vis altså hjemmebane på Danmarks nationalstadion. I den anledning fik Avarta-speaker Niels Viuf lov at sprede sin røst ud gennem højttalerne som aftenens stadionspeaker.
Der var kun spillet fem minutter, da Avarta chokstartede ved at bringe sig foran 1-0 for rullende kameraer på TV3+. Mads Walter hamrede bolden mod kassen, og den sejlede ind i mål. Stor jubel blandt de små 100 Avarta-sponsorer, der var inviteret i Parken for at følge kampen.
FC København lagde herefter et tungt pres. Superliga-holdet skulle dog bruge 36 minutter, før Viktor Fischer fik udlignet til 1-1. Holdene gik til pause med denne stilling efter en hæderlig indsats af cheftræner Thomas Westh Hansens tropper.
Viktor Fischer scorede kampen sidste mål, da han godt et kvarter inde i anden halvleg bragte ”gæsterne” på 1-2. I slutningen af kampen fik Avarta spillet sig frem til gode muligheder – ikke mindst i absolut sidste minut – men udligningen udeblev.
FC København vandt dermed en smal sejr og er videre i Sydbank Pokalen, men Avarta-spillerne kan være ovenud tilfredse med indsatsen en kold novemberaften i Parken.
Cheftræner roser spillernes indsats
Der var ros fra Thomas Westh Hansen til spillerne i omklædningsrummet efter kampen, der altså blev afviklet foran 300 tilskuere på grund af corona-forholdsreglerne. Vi talte med cheftræneren kort efter slutfløjt.
”Det var en spændende og hård oplevelse. Jeg er meget tilfreds med spillernes præstation og indsats. De arbejder stenhårdt. Vi har ikke bolden meget, men det havde vi heller ikke forventet. Jeg synes, det er flot, at vi tør satse til sidst, hvor vi går all in. Vi får faktisk nogle muligheder og får sat et moderat pres ind på dem. Så det er en fornuftig følelse,” siger Thomas Westh Hansen, der dog ærgrer sig over den brændte chance i sidste minut.
”Jeg når at tænke nej-nej, det er simpelthen løgn, da vi brænder der. Men jeg er bestemt tilfreds med præstationen. Nu skal vi ud og præstere og arbejde stenhårdt på søndag i 2. division.”
Avarta spiller sin næste kamp i 2. division på søndag den 8. november kl. 13.00, hvor Brønshøj lægger vejen forbi Tømrermester Jim Jensens Park til bundopgør i Gruppe 2.
Live fodbold resultater indenfor Superligaen, 1. division, 2. division, 3F Ligaen, Serie A, Premier League, La Liga, Bundesligaen mm.
https://www.flashscore.dk
Besøg siden den: 09-07-2013
Total: 782439
Dagligt: 284
2 online